søndag den 13. november 2011

Tarte tatin


Der er mange forskellige opskrifter på tarte tatin på nettet - denne er inspireret af @arstiderne, men deres opskrift er noget rodet, så her kommer min version.

Inden man går i gang, skal man lige tjekke, at man har en passende pande, som kan gå i ovnen - og som kan tåle de høje temperaturer, smeltet sukker giver.

Mørdej:
200 g mel
2 tsk. sukker
100 g koldt smør
1 æggeblomme
ca. 3 spsk. koldt vand

Fyld:
1½ kg æbler
200 g sukker
100 g smør

Creme Chantilly:
1,5 dl piskefløde
vaniljekorn
1 spsk. flormelis

Til dejen smuldres smørret i mel og sukker, og dejen samles hurtigt med æggeblomme og vand. Pakkes i film og lægges i køleskabet mindst en time.

Skræl æblerne, skær dem i kvarte og fjern kernehuset.
Drys sukkeret i et jævnt lag på panden og varm forsigtigt op til det smelter og så småt begynder at karamellisere. Tilsæt smørret, rør rundt og læg æblerne på med den runde side nedad, i flere lag. Lad det stå og koge, til karamellen er tyk - pas på varmen, så det ikke brænder på. Det tager lang tid - 20-30 minutter.
Tag panden af varmen og lad det køle lidt ned mens du ruller mørdejen ud så den passer i størrelse til panden. Læg mørdejen over æblerne, pak godt ned i kanten. Sæt panden i ovnen ved 180 grader i ½ time.
Vend tærten ud på et fad, så æblerne kommer opad. Husk at pandens håndtag er varmt når den kommer ud, også længe efter!

Bland piskefløde, vanilje og flormelis og pisk det til blødt flødeskum, som serveres til den lune tærte.