Viser opslag med etiketten ovnretter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ovnretter. Vis alle opslag

fredag den 11. marts 2016

Mettes tærte med butternut squash, mandler og gorgonzola

Denne dejlige opskrift har jeg fået fra Signes bedste veninde Mette. En lækker sag fredag aften med et godt glas rødvin og en salat.

Dej:
180g mel
85g smør
Lidt salt
Lidt koldt vand

Fyld:
½ butternut squash
lidt olivenolie
salt og peber
1 håndfuld mandler
150 gorgonzola
3 æg
1 dl creme fraiche
Evt. lidt parmesan

Kom mandlerne i lidt saltvand og lad dem trække, gerne i nogle timer (eller brug saltmandler).

Fjern top og bund fra squashen og skær skallen af. Del den på midten og fjern kernerne og det trevlede kød.
Skær den i tern kom dem i en pose med lidt olivenolie, salt og peber og ryst. Læg stykkerne på bagepapir på en bageplade og bag ved 200g i 25-30 min. til de er helt møre.
 
Det kolde smør hakkes og smuldres sammen med salt og mel. Det samles med lidt koldt vand, kun lige nok til en ikke alt for fast dej. Rul dejen ud, læg den i tærteformen og prik den med en gaffel. Forbag bunden i 15-20 min. ved 180 grader.

Når tærtebunden kommer ud, dækkes den med stykker af butternut squash, gorgonzola og mandler. Derefter piskes æg, creme fraiche, salt og peber godt sammen og hældes over. Der kan evt. til sidst drysses med friskrevet parmesan på toppen.

Tærten bages i 30 min. ved 200 grader.


torsdag den 24. oktober 2013

Moussaka

Opskriften er autentisk, hjembragt fra Grækenland og rækker til 4 personer. Efter mange års brug er den dog blevet justeret lidt, mest på metodesiden.

½ kg hakket kød - okse og/eller lam
1 løg
olivenolie
1 ds tomater
1 dl hvidvin
½ dl reven ost
½ dl rasp
2 spsk hakket persille
1 tsk salt
friskkværnet peber
------
1-2 auberginer
2 dl græsk yoghurt
2 æg
2 spsk mel
2 spsk reven ost
reven muskatnød
------
evt. kogte kartofler

Auberginerne skæres i 1 cm tykke skiver på langs og pensles med olivenolie. De skal bages 10 minutter i ovnen ved 200 grader.

Løget hakkes og svitses sammen med kødet. Tilsæt tomater og hvidvin og kog lidt ind. Sluk og tilsæt ost, rasp og persille, smag til med salt og peber.
Rør yoghurt sammen med æg, mel, ost og muskatnød (der sker ikke noget ved at overdrive det med osten lidt).
Læg kødblandingen i et ildfast fad, dæk med aubergineskiver og hæld yoghurtblandingen over.
200 grader i ca. 40 minutter.
Spis brød og salat til.

Grækerne ynder at lægge et lag kogte kartofler i skiver i bunden af fadet, inden kødblandingen.

tirsdag den 3. september 2013

Røget makrelfad

Portionen er til 4 personer - de to af dem skal nok være børn for at det rækker.

1-2 røgede makreller, i alt ca. 600 g
1 æg
1 dl mælk
50 g ufarvet kaviar (stenbiderrogn er det nok i praksis, men der står kaviar på glasset)
1 bdt. purløg
friskkværnet peber

Flæk makrellen, fjern hoved og hale og pil omhyggeligt alle benene ud. Tag skindet af og læg fileterne i et ovnfast fad.
Pisk æg, mælk, kaviar, purløg og peber let sammen med en gaffel og hæld det over fisken.
Bag i ovnen ved 200 grader til æggemassen er helt stivnet. Det tager 20-30 minutter, afhængigt af fadets varmekapacitet.

Kan serveres med kartofler eller rugbrød samt salat eller andre grønsager.

lørdag den 25. december 2010

Kalkunpie

Glem alt om sund mad her mellem jul og nytår og brug resterne af kalkunen til en ret, der har status som et af årets absolutte kulinariske højdepunkter. Opskriften har vist ikke været skrevet ned før, men i år har jeg målt og vejet hvordan jeg bar mig ad. Detaljerne afhænger selvfølgelig af hvilke rester man har til rådighed, men her er årets udgave, som juledag rakte til 5 voksne og en lille rest:

Dej:
200 g hvedemel
100 g smør
½ tsk salt
4 spsk koldt vand
Æg til pensling

Fyld:
½ kg champignons, rensede
smør og olivenolie
1½ kg kalkunrester
2 dl stegesky fra kalkunen
2 dl hvidvin
3½ dl piskefløde
resten af sovsen fra i går (5 dl)*
maizena sovsejævner
salt og peber

Start med at lave mørdej:
Smørret smuldres i mel, blandet med salt. Saml dejen hurtigt med det kolde vand og læg den i køleskabet.

Fyldet laves sådan her:
Champignons i kvarte svitses i en stor gryde lige dele smør og olivenolie. Når væden trækker ud, så det begynder at koge, tilsættes kalkunfond, hvidvin, piskefløde og sovseresten. Jævnes til en tyk sovs og smages til med salt og peber. Her kan man have brug for at prøve sig frem med de rester man har og justere med vin og piskefløde. Kalkunresterne befris for ben, skind, sener og stivere og deles/skæres i passende stykker, inden de blandes i.

Læg fyldet i et stort ildfast fad. Rul dejen ud så den passer i størrelsen, og stik evt. figurer ud som på billedet - det ser pænt ud, og hullerne tillader dampen at slippe ud. Læg dejen over fyldet, skær evt. kanterne lidt til, pensl med sammenpisket æg og bag ved 200 grader i ca. ½ time, til den er smukt gylden.

Servér med salat, evt. flûte og en god vin.

* sovsen fra i går: Det sidste par år har det været Erik der stod fra sovsen. Han bruger 1/4 kg små champgnons i kvarte, fond kogt af kalkunens hals og vinger med løg og gulerod mm., kogt meget ind, en hel del stegesky fra kalkunen, som jeg altid steger i stegepose, så der bliver meget sky, en del piskefløde, lidt kulør, portvin, salt og peber, hvidvin og sovsejævner. Det kan han godt stå og hygge sig med et par timer, og den bliver god!

søndag den 7. november 2010

Fiskegratin (fisketærte uden bund)

Jeg ville lave en fisketærte, men tænkte at bunden ikke er det lækreste ved sådan én - eller det sundeste. Derfor en tærte uden bund, og så må det vel være en gratin? Portionen passer til 3 personer.

400 g rødspættefiletter
1 rød peber
200 g broccoli
1 stort løg
lidt olie
2 æg
75 g parmesanost
2 dl græsk yoghurt
½ tsk salt
friskkværnet peber
basilikum og oregano

Løget skæres i små tern og svitses i lidt olie. Rød peber i tern svitses kort med, og det tages af varmen. Broccolien skæres i små stykker/buketter og dampes 2 minutter.
Rødspætterne rulles (fra haleenden og med skindsiden indad) og lægges i et tærtefad. Grønsagerne lægges over og omkring. Æg, ost, yoghurt og salt og krydderier røres sammen og hældes over.

Bages ved 200 grader ca. ½ time.
Serveres med groft brød til og evt. en salat.

søndag den 31. oktober 2010

Auberginer i fad

3 auberginer
fint salt

2 store løg
1 spsk olie
2 ds hakkede tomater
frisk timian
frisk rosmarin

1½ dl reven parmesanost
4 dl ylette
2 spsk maizena

Auberginerne skæres i skiver, drysses på begge sider med fint salt og stilles i et dørslag ½-1 time.

Løgene skæres i tern og svitses i olien. Dåsetomater og krydderurter tilsættes, og det koger uden låg til det meste af væsken er væk.

Saltet skylles af aubergineskiverne, og de lægges på bageplader (med bagepapir) og sættes i ovnen ved 200 grader i 10 minutter.

Læg aubergineskiver og tomatblanding lagvis i et fad. Rør parmesanost, ylette og maizena sammen og fordel det over. Bages i ovnen ved 200 grader i ca. ½ time.


Vi kom desværre til at spise det meste inden jeg fik taget et billede.

søndag den 25. juli 2010

Courgettegratin (4 pers)

150 g reven ost
1 fed hvidløg
1 håndfuld hakkede krydderurter
½ kg små courgetter i skiver
1 dl piskefløde (eller mælk?)
3 spsk olivenolie
salt og peber

Ost, løg og krydderurter blandes. Courgetterne lægges lagvis med osteblandingen i et ildfast fad og krydres med salt og peber. Hæld fløde ved og dryp med olie. Bag ved 180 grader i ca. 30 minutter.

Kan serveres som tilbehør til kød eller fisk, eller som selvstændig ret med brød og salat.

tirsdag den 15. september 2009

Ovnbagt ratatouille

2 auberginer
2 courgetter (helst gule)
2-3 peberfrugter
3 løg
4 tomater
olivenolie, nok et par spsk i alt
Krydderurter, f.eks. herbes de provence, timian eller rosmarin
Salt og peber

Skær auberginerne i tern, læg dem i et dørslag og drys godt med fint salt (groft salt kan godt bruges). Lad dem stå og trække mens du ordner de øvrige grønsager (obs det drypper).
Skær courgetter og peberfrugter i tern og løg både. Tomaterne skal også i både.
Svits courgetter, peberfrugter og løg hver for sig i olie i en stor gryde eller på en dyb pande. Læg dem i et stort ildfast fad eller en bradepande efterhånden som de er færdige. De skal nok have ca. 5 minutter hver.
Tænd ovnen på 200 grader.
Til sidst skylles saltet af auberginerne, de svitses og lægges ned til de andre grønsager sammen med tomater i både, krydderurter, lidt salt (pas på) og peber.
Bland grønsagerne og sæt fadet i ovnen i 30 minutter.

Det er mest miljøvenligt at lave en ordentlig stor portion på en gang - så kan man varme resterne de følgende dage, det smager dejligt!
Mængdeforholdet mellem grønsagerne kan godt varieres. Fennikel smager også godt i, det skal behandles ligesom løg.

fredag den 23. maj 2008

Pasta al forno (2 personer)

200 g pasta
1 ds. hakkede tomater
½ tsk. salt
peber
75 g reven ost

Brød og salat til.

Kog pastaen knapt mør (se posen) og dryp den af.
Mos tomaterne med krydderier (tilsæt evt. flere - fx oregano og hvidløg).
Læg pasta, tomater og ost lagvis i et fad. Øverst skal der være ost.
Stilles i ovnen ca. et kvarter ved 225 grader.