mandag den 8. oktober 2012

Köfte

½ kg hakket oksekød (eller lam/okse blandet)
1 æg
2 spsk hakket persille
1 fed knust hvidløg
1 fint hakket løg
1 tsk stødt spidskommen
½ tsk salt
peber

olivenolie til stegning

Ælt alle ingredienserne sammen og lad det hvile ½ time.
Formes til små frikadeller, som steges i olivenolie.

Bodils chokolade-brombærlagkage på min egen måde

Min søster kreerede en herlig chokolade-brombær-lagkage i sidste måned, som jeg tænkte var oplagt inspiration til Karstens fødselsdag. Traditionen siger jo ny lagkage hvert år. Hendes opskrift er her: Bodils chokoladelagkage med brombær. Jeg kunne dog ikke dy mig for et par justeringer.

Bodils ingrediensliste suppleres med:
1 lime
1 spsk brombærlikør
1 spsk ekstra sukker
lidt god overtrækschokolade til pynt
Jeg brugte i øvrigt brombærpuré fra fryseren i stedet for hele brombær. Så slipper man for kernerne. Laves ved at blende brombær og purere dem gennem en sigte.

Til gengæld udgår chokoladeovertrækket og de friske brombær til pynt. De så simpelthen for sølle ud her i oktober. Jeg fandt dog nogle få, der var præsentable, de kom på, som man kan se her.
Smag brombærpuréen til med limesaft og 1 spsk brombærlikør - den skal have en god stærk smag, inden den blandes med de andre ting. Den ekstra spsk sukker piskede jeg i æggehviden - så er det nemmere at blande den med resten til sidst.
Som det ses, smurte jeg brombærmoussen ud over hele lagkagen - det er der rigeligt til.
Den fine chokoladepynt lavede jeg aftenen før, hvor jeg sad med et kræmmerhus af pergamentpapir og tegnede bogstaver, tal, flag og tandhjul på bagepapir med en kold marmorplade under. Bare for sjov :-)