søndag den 10. juli 2016

Morgenbrød - godt og nemt

Det er næsten for nemt - hvis ikke det var fordi det også er godt...
Groft brød bliver ofte lidt tørt, men kombinationen af surmælksprodukt, blød dej og lang hævetid gør de her små muffinbrød utrolig lækre.

Til 12 stk.

Dej:
1,5 dl A38 (eller andet surmælksprodukt)
1,5 dl lunkent vand
10 g gær
1 tsk groft salt
150 g grahamsmel
150 g hvedemel

Desuden:
Smør eller olie til at smøre med
Frø eller kerner til at drysse med (græskar, sesam, solsikke, birkes, nigella, havregryn sågar...)
A38 til pensling

Rør det hele sammen, og stil det et par timer ved stuetemperatur.
Smør en form til 12 muffins grundigt og drys den godt med frø eller kerner - vend formen rundt, så alle sider får frø på.

Fordel dejen i de 12 huller, og glat den lidt med vand. Dæk med oliesmurt film og stil den i køleskabet natten over.

Næste morgen: Tænd ovnen på 200 grader, tag muffinformen ud af køleskabet og lad den stå fremme til ovnen er varm. Fjern filmen, pensl med A38 og drys med kerner.

Bag ca. 20 minutter.












Tip:
Brug 25 g gær og lad dejen hæve en time, inden du kommer dejen i formen. Lad dem efterhæve 30 min., inden du sætter dem i ovnen.

Tip 2:
Tilsæt reven ost og drys lidt ost på toppen, og du har fine suppebrød.