Viser opslag med etiketten Kager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kager. Vis alle opslag

onsdag den 3. august 2022

Sommerkage med bær og mazarinbund

 God tid i sommerferien og kaffe i haven kaldte på en lidt særlig kage, da min svigermor på 89 kom forbi. Vi var kun tre, så det blev en ganske lille kage - og der blev et lille stykke til overs til dessert om aftenen.

Bunden kan laves i god tid, og gerne dagen før, så den er helt kold, inden moussen kommer på.

Mazarinbund

3 æggeblommer
80 g sukker (1 dl)
40 g majsstivelse (maizena)
1 tsk hvedemel
80 g blødt smør (stuetemperatur) 
50 g marcipan, revet
20 g mandler, fint hakket

30 g mørk chokolade

Pisk æggeblommer og sukker skummende (håndmixer el. lign, ca. 10 minutter).
Sigt mel og majsstivelse i og vend det i dejen. Rør det bløde smør i, til dejen har en jævn konsistens.
Tilsæt reven marcipan og hakkede mandler. Hældes i en form, der er smurt/foret med bagepapir.

Jeg brugte en lille springform på 18 cm til denne portion og bagte den ved 160 grader varmluft ca. 25 minutter. 

Læg chokoladen på den varme kage og smør den ud med bagsiden af en ske, når den er smeltet.

Afkøles i køleskab. Imens vasker du ringen fra springformen, forer den med husholdningsfilm og sætter den på igen.

Jordbærmousse

125 g jordbær (evt. fra frost)
1 spsk sukker
5 dråber balsamico
1,25 dl piskefløde
1,5 blade husblas

Udblød husblas i koldt vand. Blend jordbærrene med sukker og balsamico til en puré. Den skal være kold, når du blander det hele, så sæt den evt. på køl. Pisk fløden stiv.

Smelt forsigtigt den udblødte husblas i en lille gryde og tag den af varmen. Tilsæt et par spsk jordbærpuré. Det er vigtigt at blande godt! Hæld husblasblandingen i resten af jordbærpuréen (som skal være kold) og bland godt. Vend den til sidst i flødeskummet, til det er helt jævnt. 

Hæld jordbærmoussen over den kolde kage og sæt den på køl nogle timer, til den har sat sig.

Tag forsigtigt ringen af og pynt kagen med årstidens bær.


PS Jeg brugte kun 1 blad husblas, men en anden gang vil jeg bruge 1,5, så moussen bliver lidt mere stiv.

søndag den 10. december 2017

Farmors brune kager

Familiens opskrift på brune kager stammer fra min fars farmor, som døde før jeg blev født. Men brunkagerne lever. I min barndom blev der bagt flere gange i løbet af julen - jeg husker, at min mor var oppe på at bruge 5 kg mel et år. Det er vi for længst gået bort fra. Men vi spiser stadig brune kager på hjemmebagt Sigtebrød!

Jeg har divideret den oprindelige opskrift med to - to gange, og alligevel er der rigeligt til os i hele julen.

310 g sirup
160 g brunt sukker
100 g smør
10 g potaske
½ dl øl
500 g hvedemel
2 tsk. st. nelliker
1 tsk. st. kanel
2 tsk. st. ingefær
reven skal af ½ økologisk appelsin

Sirup, farin og smør koges op i en rigeligt stor gryde og tages af varmen. Lad det køle lidt af. Rør potasken ud i øl og tilsæt den. Det skummer op, det må det godt. Bland mel og krydderier og rør det gradvis i med et piskeris.

Stil dejen køligt til næste dag - eller senere. Den kan holde sig længe.

Dejen rulles meget tyndt ud, stikkes ud og bages ved 170 grader i 5-8 minutter. De skal blive sprøde, men ikke mørke.

De skal køle helt af på en bagerist, inden de kommer i en kagedåse.

PS Da jeg var barn, kom min mor stødt pomeransskal i dejen, men det fås ikke mere. Nogle år har vi findelt syltet pomerans i persillehakkeren og kommet det i, men det virkede ikke så godt. Indtil jeg for et par år siden fandt på at bruge frisk, reven appelsinskal - den giver lige præcis det der mangler.

fredag den 2. juni 2017

Fødselsdagsboller

Lækre boller, der er mere kage end brød. Servér med smør sammen med  varm chokolade med koldt flødeskum.

15 stk.

2,5 dl mælk
50 g gær
3 spsk sukker
1 æg
1 lille tsk salt
Ca. 475 g mel
50 g smør
Evt. 100 g rosiner
Æg til pensling

Mælken lunes, og gæren røres ud i den. Sukker, æg, salt og mel tilsættes og æltes godt. Vent med at tilsætte det sidste mel, til du kan se, om dejen bliver for stiv. Den skal være lidt blød. Ælt smørret i til sidst. Evt. rosiner derefter.

Hæver 1/2 time. Formes til 15 boller, som efterhæver 20-30 minutter. Pensles med sammenpisket æg.

Bages 15-20 minutter ved 220 grader (varmluft 175 grader).

søndag den 14. februar 2016

Kanelsnegle

Selv børn kan bage kanelsnegle - det er virkelig ikke særlig svært. Til gengæld smager de fantastisk. Opskriften her er helt traditionel og rækker til 24 stk. - ikke så store som dem man kan købe hos bageren, men det er nok meget godt. Ellers kan man selvfølgelig lave dem større, men færre.

Dej:
300 g mel
100 g smør
1 dl mælk
50 g gær
1 spsk sukker
1 æg

Fyld:
125 g smør
125 g farin
1½ tsk kanel

Glasur:
100 g flormelis
ca. 1 spsk kogende vand eller mørk rom. Tilsæt evt. kakao, det smager også godt.

Dej: Smelt smørret og tilsæt mælk. Lad det afkøle lidt og rør gæren ud i det. Ælt alle ingredienser sammen og lad dejen hvile mens du laver fyld.

Fyld: Rør det hele sammen. Varm evt. smørret lidt, så er det nemmere.

Rul dejen ud til en stor firkant, ca. 40 x 50 cm, og smør fyldet på. Efterlad evt. en lille kant uden fyld, så er det nemmere at lukke sneglene. Rul dejen sammen til en lang pølse (50 cm) og skær den i 24 skiver (pas på køkkenbordet). Læg skiverne på to bageplader med bagepapir. Der skal være god afstand imellem sneglene, for de hæver. Den yderste lille snip foldes ind under kagen, så sneglen ikke ruller sig op under bagningen. Jeg trykker dem også godt flade midt i, så bliver de pænere til sidst (se foto).

Tænd ovnen på 200 grader (eller 170 grader varmluft) og lad sneglene hæve, mens den varmer op. Bag dem 10-15 minutter til de er lysebrune.

Rør glasuren sammen og glasér sneglene, så snart de kommer ud af ovnen.

Sneglene kan fryses - uden glasur.

lørdag den 23. maj 2015

Ingefærkager

ca. 100 stk.

500 g hvedemel
200 g smør
400 g mørk farin (evt. muscovadosukker)
100 g tesukker/perlemelis
5 tsk. st. ingefær
1 tsk. st. nelliker
20 g gær
1 tsk. natron
½ dl vand
2 æg

Smørret smuldres i melet, og de øvrige tørre ingredienser blandes i. Rør gær og natron ud i vand og tilsæt det. Saml dejen med æggene.

Dejen trilles i tommelfingertykke stænger og skæres i stykker, som trilles til kugler. De skal være på størrelse med en valnød. Sæt kuglerne på bagepapir med god afstand og giv dem et let tryk. Bag ved 200 grader, øverst i ovnen, 10-15 minutter. Lad dem afkøle på en rist, og opbevar dem i en kagedåse.

mandag den 24. november 2014

Brombærkage


Kagen her egner sig godt til dessert - serveres lun med creme fraiche eller vaniljeis, men smager også godt kold. Den kan holde sig nogle dage i køleskabet.

Dej:
200 g smør
200 g lys rørsukker
200 g marcipan
3 æg
100 g hvedemel

300-400 g brombær (friske eller frosne)
2 spsk ekstra sukker

Rørt kagedej - alle ingredienser skal have stuetemperatur. Tag smør og æg ud af køleskabet nogle timer før (eller giv smørret nogle sekunder i mikrobølgeovnen og læg æggene i varmt vand fra hanen).
Rør smørret grundigt, til det her helt hvidt, med sukker. Riv marcipanen og rør den grundigt i. Æggene tilsættes ét ad gangen mens der røres videre. Til sidst sigtes hvedemelet i og vendes rundt.

Læg brombærrene i bunden af en siliconeform eller en tæt springform, og bland dem med et par spsk. sukker. Fordel dejen over brombærrene.

Bages ved 160 grader til den er lysebrun. Tjek med en træpind, at den er bagt. Læg evt. staniol over kagen, så den ikke bliver for mørk.

Når kagen er færdig, vendes den ud på et fad.

fredag den 30. maj 2014

Rabarbermuffins

Jeg har købt Claus Meyers "Almanak", som indeholder ikke mindre end 22 opskrifter med rabarber. En gave når man elsker rabarber og har dem i haven. Jeg afprøvede hans rabarbermuffins i dag - de har en dejlig balance mellem sød kage og sure rabarber.

Fyld
2 rabarber
2 spsk rørsukker

Muffindej
100 g blødt smør
200 g rørsukker
3 æg
100 g hvedemel
50 g kokosmel

Rabarberne skal i ½ cm tykke skiver, blandes med sukker og trække 15-20 minutter.

Til muffindejen er det bedst hvis det hele har stuetemperatur fra starten. Rør smør og sukker godt, tilsæt æggene ét ad gangen. Vend mel og kokosmel i og rør til dejen er homogen. Vend rabarberstykkerne i til sidst og fordel dejen i muffinforme. Jeg fik 15 stk, men det var også nogle velvoksne rabarber.

Bag ved 180 grader - Meyer siger 15 minutter, mine skulle have næsten ½ time inden de var gyldne og sprøde ovenpå.



mandag den 14. oktober 2013

Gulerodskage

Den legendariske "Cranks gulerodskage" indeholder lidt gulerødder, men det er vist også det eneste der gør den en smule sund.

Kage:
150 g råsukker
1,25 dl olie
3 små æg
150 g hvedemel (evt. delvis graham)
½ tsk vaniljesukker
½ tsk kanel
½ tsk natron
1/4 tsk salt
275 g fintrevne gulerødder
50 g rosiner
50 g hasselnødder, groft hakket

Glasur:
65 g smør
75 g råsukker eller honning
½ tsk vaniljesukker eller lidt vaniljekorn
65 g flødeost

Pisk æg og råsukker hvidt og tilsæt olien lidt ad gangen mens du fortsætter med at piske. Mel, natron og krydderier blandes i. Gulerødder, rosiner og nødder vendes i til sidst. Hæld dejen i en passende form.

Bages ca. 45 minutter ved 175 grader.

Glasur: Smørret skal være blødt. Rør det med honning og vaniljesukker. Rør flødeosten i til sidst.

Glaser kagen når den er helt kold. Opbevares i køleskab.

Bages lidt kortere tid, hvis de som her kommer i en muffinform.

Tip: Brug reven skal af 1/2 appelsin i stedet for kanel, så bliver smagen lidt friskere.

mandag den 8. oktober 2012

Bodils chokolade-brombærlagkage på min egen måde

Min søster kreerede en herlig chokolade-brombær-lagkage i sidste måned, som jeg tænkte var oplagt inspiration til Karstens fødselsdag. Traditionen siger jo ny lagkage hvert år. Hendes opskrift er her: Bodils chokoladelagkage med brombær. Jeg kunne dog ikke dy mig for et par justeringer.

Bodils ingrediensliste suppleres med:
1 lime
1 spsk brombærlikør
1 spsk ekstra sukker
lidt god overtrækschokolade til pynt
Jeg brugte i øvrigt brombærpuré fra fryseren i stedet for hele brombær. Så slipper man for kernerne. Laves ved at blende brombær og purere dem gennem en sigte.

Til gengæld udgår chokoladeovertrækket og de friske brombær til pynt. De så simpelthen for sølle ud her i oktober. Jeg fandt dog nogle få, der var præsentable, de kom på, som man kan se her.
Smag brombærpuréen til med limesaft og 1 spsk brombærlikør - den skal have en god stærk smag, inden den blandes med de andre ting. Den ekstra spsk sukker piskede jeg i æggehviden - så er det nemmere at blande den med resten til sidst.
Som det ses, smurte jeg brombærmoussen ud over hele lagkagen - det er der rigeligt til.
Den fine chokoladepynt lavede jeg aftenen før, hvor jeg sad med et kræmmerhus af pergamentpapir og tegnede bogstaver, tal, flag og tandhjul på bagepapir med en kold marmorplade under. Bare for sjov :-)

søndag den 9. september 2012

Brombær-æblepie


Denne opskrift er fra Nigella Lawsons "Køkkenets gudinde" - næsten uændret. Jeg skriver hvad jeg gjorde, ikke hvad fru Lawson foreskriver.

Tærte til 6 personer.

Dej:
100 g smør
25 g rapsolie
200 g hvedemel
50 g fint majsmel eller polenta
2-4 spsk iskoldt vand

Fyld:
650 g æbler (jeg brugte dem der var faldet ned i haven, mest Rød Ananas)
60 g smør
125 g sukker
1 spsk rosenvand
½ tsk kanel
2½ spsk majsstivelse (maizena)
325 g brombær

Lidt mælk el. lign. til pensling og en spsk sukker.

Start med dejen:
Smuldr smørret i de to slags mel og saml hurtigt dejen med det kolde vand. Lad den hvile i køleskabet mens du laver fyld.

Lav fyldet:
Skræl æblerne og fjern kernehus mv. Smelt smør med sukker, rosenvand og kanel, og tilsæt æbler i både. Lad det koge ca. 3 minutter - vend forsigtigt rundt, uden at æblerne bliver til mos. Tag æblerne op med en hulske og lad suppedasen køle lidt af mens du går ned i haven og plukker brombær.

Når du kommer tilbage med brombærrene, tænder du ovnen på 190 grader.

Pisk majsstivelsen i den let afkølede suppedas og bland det forsigtigt med æbler og brombær.
Rul 2/3 af dejen ud og beklæd en tærteform med den. Læg fyldet i, rul resten af dejen ud til låg. Pensl kanterne med vand, læg låget på og saml dejen godt langs sammenføjningen. Hvis man får lidt dej til overs, kan man lave pynt af det.

Tærten pensles med mælk (jeg brugte tykmælk, det var hvad vi havde) og bages nederst i ovnen ca. en halv time (min fik 37 minutter) til den er fint lysebrun. Drys en spsk sukker på, når den kommer ud af ovnen.

Serveres med flødeskum eller vaniljeis - hvis man har.

lørdag den 17. december 2011

Trykker-Jørgens chokoladekage

Trykker-Jørgen vandt Pfilurens og Café Sigurds julebagekonkurrence med denne chokoladekage i 1984. Den er stadig god. Denne portion er lille. Til en lille bradepande ganges med 2, til en stor bradepande der fylder hele ovnen, ganges med 3.

150 g smør
250 g sukker
2 æg
1 tsk vaniljesukker
100 g mel
100 g kokosmel
1 tsk bagepulver
30 g kakao
3/4 dl mælk
3/4 dl kaffe

Flormelis, kokosmel, kakao og lidt vand til glasur.

Alle ingredienserne skal have stuetemperatur. Hvis de er kolde, så giv smørret nogle sekunder i mikrobølgeovnen (men det må ikke smelte) og læg æggene i varmt vand fra hanen 10 minutter.

Smør og sukker røres hvidt. Æggene røres i ét ad gangen. Tilsæt resten af ingredienserne, skiftevis vådt og tørt - kaffen til sidst.

Hældes i en passende bageform og bages ca. en time ved 175 grader.

Rør evt. glasur sammen og hæld den over kagen inden den bliver kold.

søndag den 13. november 2011

Tarte tatin


Der er mange forskellige opskrifter på tarte tatin på nettet - denne er inspireret af @arstiderne, men deres opskrift er noget rodet, så her kommer min version.

Inden man går i gang, skal man lige tjekke, at man har en passende pande, som kan gå i ovnen - og som kan tåle de høje temperaturer, smeltet sukker giver.

Mørdej:
200 g mel
2 tsk. sukker
100 g koldt smør
1 æggeblomme
ca. 3 spsk. koldt vand

Fyld:
1½ kg æbler
200 g sukker
100 g smør

Creme Chantilly:
1,5 dl piskefløde
vaniljekorn
1 spsk. flormelis

Til dejen smuldres smørret i mel og sukker, og dejen samles hurtigt med æggeblomme og vand. Pakkes i film og lægges i køleskabet mindst en time.

Skræl æblerne, skær dem i kvarte og fjern kernehuset.
Drys sukkeret i et jævnt lag på panden og varm forsigtigt op til det smelter og så småt begynder at karamellisere. Tilsæt smørret, rør rundt og læg æblerne på med den runde side nedad, i flere lag. Lad det stå og koge, til karamellen er tyk - pas på varmen, så det ikke brænder på. Det tager lang tid - 20-30 minutter.
Tag panden af varmen og lad det køle lidt ned mens du ruller mørdejen ud så den passer i størrelse til panden. Læg mørdejen over æblerne, pak godt ned i kanten. Sæt panden i ovnen ved 180 grader i ½ time.
Vend tærten ud på et fad, så æblerne kommer opad. Husk at pandens håndtag er varmt når den kommer ud, også længe efter!

Bland piskefløde, vanilje og flormelis og pisk det til blødt flødeskum, som serveres til den lune tærte.

mandag den 10. oktober 2011

Nøddelagkage med æbler

Jeg havde lovet æblekage hver søndag, og til Karstens fødselsdag skal vi have lagkage. Opgaven var altså: Lagkage med æbler. Med diverse inspiration fik jeg komponeret denneher. Ni personer spiste det meste.

Kagebunde:
250 g smør
250 g sukker
4 æg
200 g hasselnødder
2 tsk. pulverkaffe
150 g mel
1 tsk bagepulver

Fyld:
1 kg æbler fra haven
125 g abrikosmarmelade
2 små øko-citroner

Pynt:
150 g mørk chokolade (70%)
25 g smør
100 g hasselnødder
1/4 l piskefløde

Kagebunde:
Til en rørt kagedej skal alle ingredienserne have stuetemperatur. Smør og sukker røres til det er helt hvidt og ensartet. Æggene røres i ét ad gangen. Hvis man bruger maskine, skal man ikke røre for længe - hvis man bruger håndkraft behøver man ikke være så forsigtig, man bliver træt i armen inden det bliver for meget. 150 g nødder males i foodprocessoren, resten hakkes groft. Alle de tørre ting vendes i dejen, og den bredes ud i en stor smurt springform. Bages ca. 40 minutter ved 160 grader, nederst i ovnen. Køles af.

Fyld:
Æblerne skrælles, og skæres i både. Koges med citronsaft og -skal samt abrikosmarmelade til de er møre. Køles af. Smag evt. til med lidt sukker, hvis æblerne er meget sure.

Bunden flækkes i 3 - det er nemmest med en stor brødkniv, skær forsigtigt hele vejen rundt i kanten og derefter ind gennem midten af kagen. Lægges sammen med æblefyld.

Pynt:
Hasselnødderne ristes i ovnen ved 200 grader ca. 10 minutter, og løse skaller gnides af. Afkøles helt.
Smelt chokolade og smør og køl ned til ca. 30 grader. Smør det over kagen og pynt med hasselnødder. Piskefløden piskes til flødeskum, som sprøjtes på kanten af kagen.

lørdag den 22. januar 2011

Fastelavnsboller med creme

20 stk.

Dej:
1 dl lunkent vand
50 g gær
175 g smør
½ tsk salt
1 spsk sukker
1 dl ymer eller tykmælk
1 æg
500 g mel

Creme:
2 æg
2spsk sukker
1 spsk maizena
2½ dl mælk
½ tsk vaniljesukker

Chokoladeglasur (flormelis+kakao+vand) eller mørk pålægschokolade

Dej: Rør gæren ud i lunkent vand. Smuldr smørret i melet. Bland alle ingredienserne og ælt dejen godt i en skål eller røremaskine. Det er en meget blød dej, det skal den være. Lad den hæve 40 minutter.

Creme: Pisk alle ingredienserne sammen i en gryde og varm forsigtigt op under piskning, til det bliver tykt. Det må ikke koge, så bliver det grynet. Sæt gryden i koldt vand i vasken, så cremen køler af.

Rul dejen ud med kagerulle til 40x50 cm og skær den i 4x5 firkanter på 10x10 cm. Læg 1 spsk creme på hver firkant. Pak dejen godt sammen om cremen og stil den på sammenføjningen.

Lad bollerne efterhæve 10-15 minutter og bag dem ved 200 grader (175 g varmluft) i 15-20 minutter. De skal ikke tage ret meget farve.

Glaseres med chokoladeglasur - eller læg ½ stk. pålægschokolade på de varme boller og lad det smelte som glasur.

søndag den 7. november 2010

Lun æblekage

Mørdej:
250 g mel
2 spsk. sukker
½ tsk. bagepulver
150 g smør
½ dl mælk

Fyld:
1 kg spiseæbler
1 brev kanel
150 g rosiner
sukker

Flormelis

Koldt smør smuldres i mel, sukker og bagepulver, og dejen samles hurtigt med kold mælk. Læg den i køleskabet mens du ordner fyldet.

Æblerne skrælles og skæres i tynde både. Blandes med kanel, rosiner og sukker. Jeg brugte ca. 1 dl sukker til mine Ingrid Marie æbler - hvis man bruger søde æbler, skal man nok skære ned på det.

Rul halvdelen af dejen tyndt ud, ca. 20 x 30 cm, læg fyldet på og læg resten af dejen over. Saml den godt hele vejen rundt i kanten og prik med en gaffel.

Bag ved 200 grader i ca. 25 minutter. Drys flormelis på gennem en sigte og servér kagen lun.

Man kan godt servere den lige fra ovnen, men så skal man advare om at æblerne er brandvarme!

søndag den 31. oktober 2010

Camilla Plums æblekage

Fra Politiken, lidt redigeret - og divideret med 3
250 g lyst rørsukker
250 g smør
165 g hvedemel
35 g kartoffelmel
1 tsk bagepulver
3 æg
8-900 g æbler
2 tsk kanel
3 kardemommekapsler (fjern kapslen og knus kernerne i morteren)
1 stjerneanis (knust i morteren)
4 spsk rørsukker

Alle ingredienserne skal have stuetemperatur!

Rør smør og sukker hvidt, til det ikke knaser mere - gerne i maskine. Rør æggene i ét ad gangen (rør ikke for længe nu). Bland de tørre ingredienser og sigt dem over dejen. Vend dejen sammen og bred den ud i en stor springform.
Skær æblerne i kvarte, fjern kernehuset og skær dem i både. Behold skrællen på.
Prop æblerne ned i kagen, så den bliver helt fyldt op med æblestykker.
Drys krydderierne over og derefter sukkeret.
Bag ved 170 grader, lidt under midten af ovnen til den er færdig - 1-1½ time. Stik en bambuspind i, hvis den kommer op uden dej på, er kagen færdig.

Varm æbletærte med sprød skorpe

Denne æblekage har mest karakter af dessert - men den er nem at lave og smager godt.

6-7 store æbler
100 g smeltet smør/olie (evt. blandet)
2 dl brun farin
75 g hvedemel
50 g havregryn
50 g hakkede mandler eller nødder
½ tsk kanel

Æblerne skrælles, kernehuset fjernes og de skæres i stykker. Lægges i et tærtefad. De øvrige ingredienser røres sammen og fordeles over æblerne. Bages ved 200 grader i 45 minutter (pas dog på den ikke bliver sort).
Servér lun med flødeskum eller vaniljeis.

søndag den 24. oktober 2010

Kille Ennas æbletærte

med rosenvand og kardemomme - let revideret à la Bente, undskyld Kille Enna.

Mørdej:
300 g hvedemel
2 spsk lys råsukker
150 g koldt smør i små stykker
6 spsk isvand (vand + isterninger)

Fyld:
800 kg æbler (ja, det står der!)
150 g rørsukker
2 spsk rosenvand
½ spsk majsstivelse
4 hele kardemommekapsler

Smør smuldres i mel og sukker, dejen samles med isvandet og lægges i en plasticpose i køleskabet.

Pensl en tærteform med smeltet smør, drys med lidt mel og sæt den i køleskabet.

Æblerne skrælles og skæres i kvarte, kernehus fjernes og de skæres i både (ca. 500 g renset vægt). Blandes med sukker, rosenvand og majsstivelse. Kardemommekapslerne ristes få sekunder på en tør, hed pande og  flækkes. Kernerne tages ud og stødes i en morter, hvorefter de skal blandes i æblefyldet.

Rul dejen ud og læg den i formen (den er ret tyk af en tærtebund at være). Fordel fyldet på tærten og bag den 60-80 minutter ved 200 grader. Læg evt. stanniol over det sidste kvarter, så den ikke bliver for sort.
Spar energi: Sæt tærten i kold ovn og tænd. Sluk efter 80 minutter.


Det er synd, duften ikke er med på billedet. Tærten kommer ud af ovnen sammen med en duft af arabisk tehus.

søndag den 25. juli 2010

Rungsted-kager

Dej
300 g mel
200 g smør (køleskabskoldt)
50 g gær
4 spsk lunkent vand
50 g sukker
2 æg

Fyld:
1 dl mælk
1 æggeblomme
1 tsk. maizena
------------------
100 g smør (stuetemperatur)
100 g sukker
3 tsk. vaniljesukker
----------
Sammenpisket æg til pensling

Dej: Smør smuldres i mel. Gær udrøres i vand. Æg og sukker piskes sammen. Bland det hele og ælt dejen sammen. Den er meget blød, det skal den være.
Fyld:
1) Kagecreme: Mælk, æggeblomme og maizena piskes sammen og varmes forsigtigt under piskning til det tykner. Køles af.
2) Blødt smør røres godt med sukker og vaniljesukker. Rør kagecremen i en skefuld ad gangen.

3/4 af dejen deles i to og rulles ud. To tærteforme beklædes med dette.
Fordel fyldet i de to forme.
Rul resten af dejen ud og lav gitter over kagerne med det.

Efterhæver 1 time.

Pensles med sammenpisket æg og bages 20 minutter ved 180 grader.

Det er noget værre bøvl at lave, kræver fingerfærdighed og tålmodighed.

mandag den 24. maj 2010

Rabarberkage

5-600 g rabarber
200 g grahamsmel eller andet groft mel
150 g sukker
150 g smør
½ tsk bagepulver
1 tsk stødt kardemomme
1 æg

Til dejen blandes de tørre ting og smørret smuldres i. Dejen samles med ægget.
Rabarberne skæres i stykker på 1-1½ cm.

Smør en tærteform med smør og læg 2/3 af dejen i. Man breder den bare ud med fingrene. Rabarberne hældes på, og resten af dejen fordeles over i klatter.

Bages ved 200 grader i 30-35 minutter. Serveres lun med flødeskum.


Kan også bages i kuglegrill, hvis man har ovnen fuld af rugbrød :-)