onsdag den 3. august 2022

Sommerkage med bær og mazarinbund

 God tid i sommerferien og kaffe i haven kaldte på en lidt særlig kage, da min svigermor på 89 kom forbi. Vi var kun tre, så det blev en ganske lille kage - og der blev et lille stykke til overs til dessert om aftenen.

Bunden kan laves i god tid, og gerne dagen før, så den er helt kold, inden moussen kommer på.

Mazarinbund

3 æggeblommer
80 g sukker (1 dl)
40 g majsstivelse (maizena)
1 tsk hvedemel
80 g blødt smør (stuetemperatur) 
50 g marcipan, revet
20 g mandler, fint hakket

30 g mørk chokolade

Pisk æggeblommer og sukker skummende (håndmixer el. lign, ca. 10 minutter).
Sigt mel og majsstivelse i og vend det i dejen. Rør det bløde smør i, til dejen har en jævn konsistens.
Tilsæt reven marcipan og hakkede mandler. Hældes i en form, der er smurt/foret med bagepapir.

Jeg brugte en lille springform på 18 cm til denne portion og bagte den ved 160 grader varmluft ca. 25 minutter. 

Læg chokoladen på den varme kage og smør den ud med bagsiden af en ske, når den er smeltet.

Afkøles i køleskab. Imens vasker du ringen fra springformen, forer den med husholdningsfilm og sætter den på igen.

Jordbærmousse

125 g jordbær (evt. fra frost)
1 spsk sukker
5 dråber balsamico
1,25 dl piskefløde
1,5 blade husblas

Udblød husblas i koldt vand. Blend jordbærrene med sukker og balsamico til en puré. Den skal være kold, når du blander det hele, så sæt den evt. på køl. Pisk fløden stiv.

Smelt forsigtigt den udblødte husblas i en lille gryde og tag den af varmen. Tilsæt et par spsk jordbærpuré. Det er vigtigt at blande godt! Hæld husblasblandingen i resten af jordbærpuréen (som skal være kold) og bland godt. Vend den til sidst i flødeskummet, til det er helt jævnt. 

Hæld jordbærmoussen over den kolde kage og sæt den på køl nogle timer, til den har sat sig.

Tag forsigtigt ringen af og pynt kagen med årstidens bær.


PS Jeg brugte kun 1 blad husblas, men en anden gang vil jeg bruge 1,5, så moussen bliver lidt mere stiv.