Enten elsker man den bitre orangemarmelade, eller også er det noget man simpelthen ikke spiser. Den er rasende dyr at købe, lidt besværlig men billig - og god! - at lave selv. Husk, det tager to dage.
1,2 kg usprøjtede / økologiske citrusfrugter, f.eks.
5-6 pomeranser
2 appelsiner
1 citron
Frugten snittes meget fint. Pas på kernerne, som gemmes og lægges i en gazepose i en skål for sig.
1,8 liter kogende vand hældes over kerner (2-3 dl) og frugt (resten).
Læg låg eller film over det hele og vent 24 timer.
Hæld frugten op i en stor gryde og kog den under låg 1 time.
1,8 kg sukker og
1,2 spsk. citronsyre
tilsættes.
Bring frugten i kog igen og kog videre uden låg, 15-30 minutter.
Tilsæt kerner i gazepose og det tilhørende vand. Kog det hele kraftigt, temperaturen skal over 102 grader. Det er nemmest at få temperaturen op i en gryde, der ikke er for bred.
OBS: Man skal kalibrere sit termometer. Dyp det i kogende vand og se hvad det viser. Mit viser f.eks. 102 grader i kogende vand, så i orangemarmeladen skal det op over 104 grader.
Tag gryden af varmen og tilsæt konserveringsmiddel (doser efter brugsanvisningen).
Skyl glas og låg med en blanding af 1 dl vand og 1 tsk. konserveringsmiddel.
Hæld orangemarmeladen på glas. Glassene må ikke være for store - så stivner den ikke.
Læg et rent viskestykke over det hele natten over. Skru lågene på dagen efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar