søndag den 31. august 2014

Rødbeder

Det er virkelig nemt at lave sine egne syltede rødbeder. Så kan man også få dem lige som man vil have dem. De bedste rødbeder er de aflange, men dem kan man ikke altid få.

1 kg rødbeder

Lage:
5 dl eddike
2 dl vand
250 g sukker
4 nelliker
5 cm peberrod
1 tsk konserveringsmiddel

Vask rødbederne godt. Lad være med at skære roden og toppen af (man kan godt fjerne eventuelle blade). Læg dem i en gryde, dæk dem med vand og kog dem tre kvarter til en time, til de er helt møre. Tjek med en nål eller en lille kniv. Hæld kogevandet fra og overhæld rødbederne med koldt vand. Skær top og rod af og gnid skrællen af.

Lad rødbederne køle lidt af og skær dem i ½ cm tykke skiver, der lægges i sylteglas. Meget store rødbeder skæres først igennem på langs, så skiverne ikke bliver for store.

Lage:
Skræl peberroden og skær den igennem et par gange på langs. Kog eddike, vand, sukker, nelliker og peberrod sammen til en lage. Sluk for varmen og tilsæt konserveringsmiddel (tjek dosering på flasken). Hæld lagen over rødbederne og luk glassene.

Nu kommer det eneste, der er svært: Vent tre dage, inden du bruger af rødbederne.
Man kan eventuelt prøve sig frem med andre krydderier - chili, peber, sennep, timian...

NB Den samme lage kan bruges til syltede rødløg. Skær løgene i tynde skiver, læg dem i glas og hæld den varme lage over. Lad dem køle af og opbevar på køl.


mandag den 23. juni 2014

Pandekager

350 g hvedemel
6 dl mælk (evt. mere)
4 æg
1 dl øl
1 tsk sukker
100 g smør
Start med at smelte smørret ved svag varme på en pande. Imens piskes melet ud i 3 1/2 dl mælk til en tyk jævning. Brug et piskeris. Tilsæt æggene og derefter resten af mælken lidt efter lidt. Rør sukker og øl i. Tilsæt det smeltede smør og lad helst dejen hvile en time i køleskabet.
Tjek konsistensen inden du begynder at bage pandekagerne: hvis dejen er for tyk, bliver pandekagerne det osse.
Med en god pande er det kun nødvendigt med lidt smør til den første pandekage, når der er smør i dejen.

fredag den 20. juni 2014

Frikadeller

500 g hakket gris og kalv
1 revet løg (gerne groftrevet)
1 æg
1,5 dl rasp
ca. 2,5 dl mælk
1,5 tsk salt
Friskkværnet peber

Røres godt sammen og hviler en halv time.
Kan bruges til frikadeller eller kødboller.

fredag den 30. maj 2014

Rabarbermuffins

Jeg har købt Claus Meyers "Almanak", som indeholder ikke mindre end 22 opskrifter med rabarber. En gave når man elsker rabarber og har dem i haven. Jeg afprøvede hans rabarbermuffins i dag - de har en dejlig balance mellem sød kage og sure rabarber.

Fyld
2 rabarber
2 spsk rørsukker

Muffindej
100 g blødt smør
200 g rørsukker
3 æg
100 g hvedemel
50 g kokosmel

Rabarberne skal i ½ cm tykke skiver, blandes med sukker og trække 15-20 minutter.

Til muffindejen er det bedst hvis det hele har stuetemperatur fra starten. Rør smør og sukker godt, tilsæt æggene ét ad gangen. Vend mel og kokosmel i og rør til dejen er homogen. Vend rabarberstykkerne i til sidst og fordel dejen i muffinforme. Jeg fik 15 stk, men det var også nogle velvoksne rabarber.

Bag ved 180 grader - Meyer siger 15 minutter, mine skulle have næsten ½ time inden de var gyldne og sprøde ovenpå.



lørdag den 8. februar 2014

Orangemarmelade

Enten elsker man den bitre orangemarmelade, eller også er det noget man simpelthen ikke spiser. Den er rasende dyr at købe, lidt besværlig men billig - og god! - at lave selv. Husk, det tager to dage.

1,2 kg usprøjtede / økologiske citrusfrugter, f.eks.
5-6 pomeranser
2 appelsiner
1 citron

Frugten snittes meget fint. Pas på kernerne, som gemmes og lægges i en gazepose i en skål for sig.

1,8 liter kogende vand hældes over kerner (2-3 dl) og frugt (resten).

Læg låg eller film over det hele og vent 24 timer.

Hæld frugten op i en stor gryde og kog den under låg 1 time.

1,8 kg sukker og
1,2 spsk. citronsyre
tilsættes.
Bring frugten i kog igen og kog videre uden låg, 15-30 minutter.

Tilsæt kerner i gazepose og det tilhørende vand. Kog det hele kraftigt, temperaturen skal over 102 grader. Det er nemmest at få temperaturen op i en gryde, der ikke er for bred.
OBS: Man skal kalibrere sit termometer. Dyp det i kogende vand og se hvad det viser. Mit viser f.eks. 102 grader i kogende vand, så i orangemarmeladen skal det op over 104 grader.
Tag gryden af varmen og tilsæt konserveringsmiddel (doser efter brugsanvisningen).

Skyl glas og låg med en blanding af 1 dl vand og 1 tsk. konserveringsmiddel.

Hæld orangemarmeladen på glas. Glassene må ikke være for store - så stivner den ikke.

Læg et rent viskestykke over det hele natten over. Skru lågene på dagen efter.

torsdag den 24. oktober 2013

Moussaka

Opskriften er autentisk, hjembragt fra Grækenland og rækker til 4 personer. Efter mange års brug er den dog blevet justeret lidt, mest på metodesiden.

½ kg hakket kød - okse og/eller lam
1 løg
olivenolie
1 ds tomater
1 dl hvidvin
½ dl reven ost
½ dl rasp
2 spsk hakket persille
1 tsk salt
friskkværnet peber
------
1-2 auberginer
2 dl græsk yoghurt
2 æg
2 spsk mel
2 spsk reven ost
reven muskatnød
------
evt. kogte kartofler

Auberginerne skæres i 1 cm tykke skiver på langs og pensles med olivenolie. De skal bages 10 minutter i ovnen ved 200 grader.

Løget hakkes og svitses sammen med kødet. Tilsæt tomater og hvidvin og kog lidt ind. Sluk og tilsæt ost, rasp og persille, smag til med salt og peber.
Rør yoghurt sammen med æg, mel, ost og muskatnød (der sker ikke noget ved at overdrive det med osten lidt).
Læg kødblandingen i et ildfast fad, dæk med aubergineskiver og hæld yoghurtblandingen over.
200 grader i ca. 40 minutter.
Spis brød og salat til.

Grækerne ynder at lægge et lag kogte kartofler i skiver i bunden af fadet, inden kødblandingen.

mandag den 14. oktober 2013

Gulerodskage

Den legendariske "Cranks gulerodskage" indeholder lidt gulerødder, men det er vist også det eneste der gør den en smule sund.

Kage:
150 g råsukker
1,25 dl olie
3 små æg
150 g hvedemel (evt. delvis graham)
½ tsk vaniljesukker
½ tsk kanel
½ tsk natron
1/4 tsk salt
275 g fintrevne gulerødder
50 g rosiner
50 g hasselnødder, groft hakket

Glasur:
65 g smør
75 g råsukker eller honning
½ tsk vaniljesukker eller lidt vaniljekorn
65 g flødeost

Pisk æg og råsukker hvidt og tilsæt olien lidt ad gangen mens du fortsætter med at piske. Mel, natron og krydderier blandes i. Gulerødder, rosiner og nødder vendes i til sidst. Hæld dejen i en passende form.

Bages ca. 45 minutter ved 175 grader.

Glasur: Smørret skal være blødt. Rør det med honning og vaniljesukker. Rør flødeosten i til sidst.

Glaser kagen når den er helt kold. Opbevares i køleskab.

Bages lidt kortere tid, hvis de som her kommer i en muffinform.

Tip: Brug reven skal af 1/2 appelsin i stedet for kanel, så bliver smagen lidt friskere.